Først blev hun bortført i en bil og gennemtævet af sin far og sin onkel. Dernæst skød mændene den dengang 19-årige Saba Qaiser i hovedet, proppede hende i en plastiksæk og smed hende i floden ved Gujranwala i delstaten Punjab i Pakistan. Saba Qaiser skulle dø, mente faren og onklen, fordi hun efter deres mening havde skændet sin families ære.
Men i modsætning til de allerfleste andre piger og kvinder, der har været ofre for æresdrab, overlevede Saba Qaiser. I den 37-årige instruktør Sharmeen Obaid Chinoys film om hende møder vi første gang pigen, mens hun stadig er indlagt på et hospital efter mordforsøget.
Sharmeen Obaid Chinoy ledte bevidst efter nogen, der havde overlevet et forsøg på æresdrab, hørte om Saba Qaiser, opsøgte hende på hospitalet og fortæller hendes historie i sin film ’A Girl in the River: ’The Prize of Forgiveness’.
De første optagelser af Saba Qaiser viser en ung pige med et stort åbent sår i ansigtet fra det venstre øje til læberne. Da hun var smidt i floden, lykkedes det Saba Qaiser at krænge sig ud af plastiksækken, kravle op på land ved hjælp af grene og finde vej til en tankstation, hvor hun bad om hjælp.
Sådan overlevede hun, og det blev muligt for den feministiske dokumentarinstruktør Sharmeen Obaid Chinoy at lave filmen, der 29. februar modtog en Oscar i kategorien bedste korte dokumentar.
LÆS OGSÅ: Den Oscar-nominerede 'Theeb' er ørkenfolkets 'Lawrence of Arabia'
Dermed er Sharmeen Obaid Chinoy dobbelt-oscarvinder: I 2012 blev hun Pakistans første oscarmodtager, da hun vandt med sin ligeledes korte dokumentar ’Saving Face’ om syreangreb på kvinder i Pakistan.
I ’A Girl in the River’ tager Sharmeen Obaid Chinoy afsæt i historien fra pigens synsvinkel, men viser senere gennem interviews med bl.a. Saba Qaisers forældre og advokater, hvilke komplicerede sociale strukturer der ligger bag æresdrab.
I Saba Qaisers tilfælde, og ifølge filmen er hendes historie almindelig for ofre for æresdrab, valgte pigen selv sin ægtemand. Hun og unge Muhammad Qaiser havde boet tæt på hinanden, havde været venner i 4 år og ville giftes. Men mændene i hendes familie mente, det ville være under deres stand at lade Saba gifte sig med Muhammad Qaiser.
Saba trodsede familien, giftede sig med sin kæreste og blev forsøgt myrdet. Hun siger i filmen, at hun ønsker at være med til at bryde tabuet om æresdrab og være med til at forhindre, at det sker igen. Og Saba Qaiser ved, hvor sjælden hun er:
»Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt om en pige, der blev smidt i floden og overlevede for at kunne fortælle sin historie«.
Effen til at manipulere
Inden faren og onklen bortførte Saba Qaiser, havde de over for hende svoret ved Koranen på, at de ikke ville gøre hende skade. Den troende pige mener selv, at Gud har skånet hende, fordi de to mænd brød deres løfte. Da hun bliver udskrevet fra hospitalet, lever hun i skjul, indtil politiet får fanget og fængslet hendes far og hendes onkel.
Både hendes søster og hendes mor giver i filmen udtryk for, at Saba Qaiser har vist sin familie disrespekt ved at gifte sig efter sit hjerte og imod deres ønske. Det er ikke faren og onklen, som søsteren og moren kritiserer. Det er Saba.
Da instruktøren opsøger faren og onklen i fængslet, klager faren over, at hans datter gik hjemmefra, selv om »hun fik tre måltider mad om dagen«, så hvad havde hun at klage over? Instruktøren udfordrer de to mænd ved bl.a. at påpege, at der i Koranen ikke står noget om, at en far har ret til at dræbe sin datter.
»Står der måske, at hun må gå hjemmefra?«, svarer Sabas far, der i det hele taget er ret effen til at manipulere.
Efter at faren er kommet i fængsel, flytter Saba Qaiser ind hos sin mand og svigerfamilie, hvor hun modtages som et medlem af familien og stadig fastholder, at hun vil vidne i en retssag mod sin far og onkel. Hun kan ikke tilgive de to mænd, der prøvede at myrde hende, siger hun.
SE OGSÅ:
Dokumentar om tilgroet lejlighed viser to brødres kamp for forandringSharmeen Obaid Chinoy tager til storbyen Lahore, hvor Saba Qaisers advokat, Asad Jamal, arbejder. Advokaten understreger, at æresdrab efter hans og lovens mening bør betragtes som mord, men at i forbindelse med æresdrab frafaldes anklager om mord som oftest.
Dels fordi kvinder i Pakistan er andenrangsborgere. Dels fordi det ikke betragtes som drab, hvis slægtninge myrder en pige, der har forbrudt sig mod familiens normer.
Da dagen kommer, hvor Saba skal afgive sin forklaring i retten i Hafizabad, har lokalsamfundet i hendes hjemby sørget for at skifte hendes advokat ud. Asad Jamal har mistet tjansen. I stedet er hendes advokat nu en mand, der er enig med hendes far, onkel og de øvrige i det samfund, hun er vokset op i: Saba Qaiser skal sige i retten, at hun tilgiver sin far og sin onkel.
Siger hun det, vil anklagen mod de to mænd være glemt, de vil blive løsladt, og de kan fortsætte deres liv, som om intet er hændt.
»I mit hjerte er de ikke tilgivet«
Sådan ender de fleste sager om æresdrab i Pakistan, siges det i filmen. Hvis sagerne overhovedet når frem til en domstol, ender de som regel med tilgivelse, forbrødring og fortrængning, hvorfor ingen vil undre sig, næste gang en far eller en onkel slår en pige ihjel.
Saba Qaiser skal beslutte, hvad hun vil sige i retten. Hun ved, hvad der er sket, og i kortere, usentimentalt fortolkende rekonstruktioner af pigens minutter i mørket i floden får man også som publikum fornemmelsen af brutaliteten i det mordforsøg, hun har været udsat for.
Var det ikke lykkedes hende at flygte, ville hendes mand og svigerfamilie have sørget over hende. Hendes egen familie ville have accepteret, at drabet på hende var nødvendigt, fordi hun skændede familiens ære med sin ulydighed.
LÆS OGSÅ: Barsk reportagefilm er et væsentligt dokument om de dage, der ændrede Ukraine
I retten tilgiver Saba Qaiser sin far og sin onkel, og de går fri. Uden for retten siger hun til Sharmeen Obaid Chinoy: »I mit hjerte er de ikke tilgivet«.
Kort tid efter har instruktøren igen besøgt Saba Qaisers far. Han fortæller, at han kan mærke i lokalsamfundet, at han atter betragtes som en ærefuld mand på grund af det, han gjorde mod sin datter uden at blive straffet for det. »Det ved Sabas søstre«, siger han.
I hans øjne har sagen været en oprejsning til ham og en advarsel til hans andre døtre om, hvad der sker, hvis de også vil bestemme over deres eget liv.
fortsæt med at læse
