Mens politifolk pakket beskyttede ind i hjelme og uniformer slår ned på ubevæbnede demonstranter med tåregas, granater, knipler og til sidst også skydevåben, sørger nogle af de demonstrerende for at have mobilkameraerne tændt.
Vi er i Kijev i Ukraine i vinteren 2013-14, hvor indledningsvis fredelige demonstrationer på Majdanpladsen ender i et blodigt opgør med politi og sikkerhedsstyrker.
Faktisk er vi som publikum til Evgeny Afineevskys for nylig Oscar-nominerede dokumentarfilm ’Winter on Fire’ hele tiden til stede i en kronologisk gennemgang af oprøret takket være alle de amatøroptagelser fra begivenhederne, instruktøren har indsamlet og redigeret.
’Winter on Fire’ er ikke en objektivt undersøgende dokumentar, der inddrager alle sider af de demonstrerendes oprør mod Ukraines daværende præsident, Janukovitj, og Ukraines tætte relation til Rusland.
Det er de hovedsagelig unge oprøreres film om, hvordan myndighedernes vold optrappede det, der udviklede sig til en borgerkrig, hvorunder 125 borgere ifølge filmen blev slået ihjel. Betragtet som sådan er ’Winter on Fire’ et barskt og væsentligt dokument om de 93 dage, der ændrede Ukraine.
Anmeldelse af syv bøger: Hvad sker der i Ukraine? Findes landet overhovedet?Filmisk er det amatøroptagelserne, som er værkets uimodsigeligt velargumenterende styrke sammen med interviews med gennemgående centrale personer, herunder både studerende og autoriteter fra forskellige religioner.
Den mest åbenbare svaghed ved ’Winter on Fire’ er lydsporet. Hele dokumentaren er pakket ind i en cellofan af rørstrømsk flæbende violiner, der er unødvendige og upassende.
fortsæt med at læse
