Det er nok en almindelig fordom, at modeskabere er sådan nogle smarte, overfladiske typer. I så fald er det en fordom, som får et ordentligt skud for boven af den amerikanske modeskaber og filminstruktør Tom Ford. Hans første spillefilm, ’A Single Man’, var i 2009 lige så følsom og begavet, som den var stilfuld. Hans anden film, ’Nocturnal Animals’, viser sig at være et regulært mesterværk.
At se ’Nocturnal Animals’ er som at se Hitchcock i iskoldt beregnende psykologisk topform krydret med David Lynch i ’Wild at Heart’ og syet om til et ekstremt stilfuldt og begavet hele af Tom Ford.


























