Allerede i Cannes delte Almodóvars kritikere sig for og imod denne skæbnefortælling, filmisk suverænt disciplineret, men påfaldende humorfattig fra manden bag ’Volver’ og ’Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud’. Også tidligere film havde tendens til at gå lidt op i syningen, og det er nok synligere med den ’strengere’ stil, han nu ønsker. Her med tre noveller af canadiske Alice Munro frit bearbejdet til én fortælling om skyld og skæbne:

Modne Julieta (Emma Suárez) afbryder uden forklaring forholdet til sin kæreste, som hun ellers var lige ved at flytte hjem til. Hvorfor? Suveræn suspenseoptakt! Snart fulgt af erindrende flashbacks, der med instruktørens sikre hånd samler brikkerne på trods af Julietas egen tøven over for smertepunktet.

Nøglen til gåden har at gøre med den voksne datter Antía, der som 18-årig afbrød al kontakt med sin mor. Igen: hvorfor?

Tilbage til den helt unge Julieta (Adriana Ugarte) og hendes møde med to mænd i et tog: En ældre mand vil i snak, men hun fortrækker og møder så den unge, flotte fisker Xoan (Daniel Grao), og de har sex. Kort efter en station bremser toget brat. Den ældre mand er stået af og har nu kastet sig ud foran lokomotivet. Fem år senere, da Xoans syge kone er død, gifter Julieta sig med ham, og de får datteren Antía. Også Julietas mor er syg, og under et besøg ser Julieta, at hendes far har et forhold til hushjælpen – som han siden gifter sig med. Efterhånden niårige Antía er på feriekoloni, da Julieta og Xoan har et skænderi med både øjeblikkelig og tidsforskudt ulykke som resultat – det sidste ikke mindst takket være Xoans dystert moraliserende husholderske (den ellers så festlige Rossy de Palma).

Altså: en gentagen sammenhæng mellem drifter og død. Xoans første kone måtte dø, før Julieta kunne få ham; men var allerede hendes afvisning af den gamle togpassager skyld i hans selvmord? Eller skyldtes det ligefrem hendes sex med Xoan (udsøgt filmet som et sløret spejlbillede i togruden bag hendes hoved)? Er syndens sold virkelig døden – bare en andens død?

Filmen svarer nej, tror jeg, indirekte og med en iøjnefaldende metafor: Gennem vinduet ser det elskende par en hjort løbe gennem natten, stadig tættere på lyset fra togruderne. Søger den lyset og varmen, men ubevidst også døden, ligesom møllet søger flammen? Er ’skyld’ dermed en selvoptaget fejltolkning af et mere basalt livsvilkår: Livsdrift er også dødsdrift?

Igen er syningen stedvis bristefærdig, bl.a. mellem tidsafsnit og personrelationer, men Almodóvar styrer målbevidst frem og tilbage i sin suspensekomposition mellem den yngre og ældre Julieta, begge i mesterligt skuespil. Det kulminerer i scenen, hvor den endnu kærligt omsorgsfulde Antía tørrer hår på sin ulykkelige yngre mor (Adriana Ugarte) – og derpå fjerner håndklædet, så vi atter kan se ansigtet: Emma Suárez. Ældet af sorgen fra det ene øjeblik til det næste.

Lige så håndfast gennemvæves billederne af lidenskabens røde farve lige fra startteksternes rullen hen over højrøde kjolefolder, der hæves og sænkes: Livets åndedræt.