Det var relativt sent, at den amerikanske filminstruktør Curtis Hanson fandt sine ben rent kunstnerisk, og derfor føles det så utidigt nu at skrive hans nekrolog.
Men Hanson, der angiveligt er død af den Alzheimers-relaterede sygdom, der tvang ham til en tidlig pensionering, blev først berømt, da han var i 50'erne. Det var til gengæld med det stort opsatte, strømlinede noir-filmdrama 'L.A. Confidential' (1997), en nyklassiker der til perfektion genoplivede en af amerikansk films mest smægtende, nostalgiske, men også hårdkogte genrer: noir-dramaet med fatale blondiner, dirty cops m.m. Sammen med Polanskis 'Chinatown' fra 24 år før var 'L.A. Confidential' den mst genretro og samtidig selvstændigt levende og åndende film af sin slags.




























