Det var Søren Kragh-Jacobsen, der først fik øjnene op for Nikolaj Lie Kaas' store og mangesidede talent, da han hyrede ham til sin besættelsesfilm 'Drengene fra Sankt Petri' tilbage i 1991. Det var, mens Anne Marie Lie og Preben Kaas' søn endnu kun var teenager, og han var ikke begyndt på sin uddannelse som skuespiller. Alligevel fik han en Bodil for bedste birolle som den oprørske Otto med den forræderiske far. I dag, 15 år senere, har Nikolaj Lie Kaas været nomineret yderligere fire gange til Danmarks fornemmeste filmpris, og de to af gangene har han kunnet tage Bodil-statuetter med hjem for sine birollepræstationer i 'Idioterne' og 'Elsker dig for evigt'. Mens han har måttet 'nøjes' med den ære, der ligger i nomineringer for sine hovedroller i 'Et rigtigt menneske' og 'Brødre'. Gennem årene har den 33-årige skuespiller indspillet film for en bred vifte af danske instruktører. Fordi han mestrer det komiske og morsomme på den ene side og det yderst følsomme og tragiske på den anden. Og derfor har Nikolaj Lie Kaas også alle forudsætninger for at portrættere den selvoptagede fupmager af en filminstruktør, Claus Volter, i vennen Tomas Villum Jensens nye komedie, 'Sprængfarlig bombe'. Men hvem er denne Claus Volter, spørger jeg Nikolaj Lie Kaas, da vi mødes ude på Nordisk Film i Valby forud for dagens premiere på 'Sprængfarlig bombe' i 75 danske biografer. »Claus Volter er en instruktør, hvor hovedet er røget af«, siger han stille og eftertænksomt, mens han sidder og piller lidt ved sit kaffekrus. Og langsomt breder der sig et smørret grin på hans ansigt, mens han fortsætter: »Det er virkelig smuttet for ham. Han er blevet en karikatur af, hvad han kunne være blevet. I virkeligheden tror jeg ikke, han har helt styr på sig selv. Han er ikke en dårlig instruktør, han har bare glemt det lidt. Han har glemt, at det er vigtigt at lytte«. »Og så er han blevet et offer for al sin succes. For han er ikke i tvivl om, at han skal holde fast i alt, hvad han tror på. Hvis han bare klamrer sig til det, så skal det nok gå, tror han«. Alle skal lytteKender du Claus Volter? »Jeg kender ... Der er vist en Claus Volter i os alle sammen. Også i mig. Nogle gange tror man, at man har fat i gralen, og så kan det være meget svært at lytte til andre. Det er jo forskellen på at holde benene på jorden og ikke at gøre det«. Som skuespiller skal du vel også lytte mere, end en instruktør skal? »Jeg synes også, at en instruktør skal kunne lytte til mig. Man må altid kunne spørge - hvorfor skal vi lave det her? Hvad er meningen med det her? En form for ansvarlig lytten må man have krav på. Men ingen af de ting er Claus Volter i besiddelse af«. Tomas Villum Jensen siger, at Claus Volter er sat sammen af flere forskellige instruktører. Hvem har du puttet ind i ham? »Jamen, selvfølgelig tager man lidt fra dem alle sammen. F.eks. stædigheden, som kunne være fra Christoffer Boe. Christoffer er noget af det mest hyggelige, jeg kender, men jeg tager noget fra ham og blæser det op. Det samme med Lars von Trier. Man tager deres integritet og deres mod til at holde fast i deres visioner. Det har været den grundessens, som jeg har taget med over i Claus Volter. Og så gjort det ekstremt. Sådan er det i komedier. Du sætter tingen på spidsen«, siger Nikolaj Lie Kaas og tilføjer: »Vi siger også i filmen, at det, Claus Volter laver, er hult. Og det er jo på ingen måde tilfældet med de film, som Lars von Trier og Christoffer Boe laver«. En film light 'Sprængfarlig bombe' har allerede før sin premiere været anledning til, at danske filminstruktører har væltet sig i halvperfide udtalelser om hinanden. Filmens instruktør Tomas Villum Jensen har i forbindelse med filmen luftet den holdning, at smalle filminstruktører - som Lars von Trier og Thomas Vinterberg - får for meget i filmstøtte i forhold til instruktører - som ham selv - der laver brede film til et større publikum. Ville du blive ked af det, hvis denne film druknede i diskussionen om, hvem der skal have flere filmstøttepenge end andre, eller om nogle kun laver film for sig selv? »Selvfølgelig har 'Sprængfarlig bombe' et budskab, noget med ikke at miste sig selv. Og i dette tilfælde handler det om filmbranchen. Det har aldrig været meningen at lave en kontroversiel film. Men diskussionen er: Laver vi film for publikum? Det tror jeg, vi alle gør. Jeg tror bare, at nogle har behov for at fortælle noget mere personligt. Lars (von Trier, red.) vil sikkert tænke: »Øv, var det ikke mere end det?«, når han ser filmen. Og han har ret, for hvis meningen har været at lave en film, der skal slå i bolledejen, så er vi for vattede«, siger Nikolaj Lie Kaas. Hvor meget føler du ansvar for en film, når du er færdig med at medvirke i den? »Det kommer an på, hvad det er for en film. Hvor meget den vil, og hvor meget den taler til mit hjerte. Det her er meget mere light food end så meget andet. 'Mørke' (af Jannick Johansen, den forrige film, Nikolaj Lie Kaas spillede hovedrollen i, red.) er for eksempel en undersøgelse af en helt anden art. Jeg håber bare ikke, at det ene bliver langt vigtigere end det andet«. Men hvad vil du helst spille med i? »Jeg vil den gode historie. Jeg spørger altid: Tænder det mig? Er der nogle muligheder i det? Og jeg er så dybt privilegeret, at jeg kan opfattes som en sjov skuespiller, men at jeg også kan blive taget alvorligt. Det er en meget stor befrielse«. Og du har ikke fået lyst til også at instruere, efter at du har spillet en instruktør, som stort set tillader sig at gøre, hvad han har lyst til? »Nej - jeg har behov for at spille. Det andet ville jeg ikke gide. Så doven er jeg trods alt. Der skulle en afsindig stor motivation til, for at jeg ville overveje at instruere«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Ukrainske officerer og dykkere i ny bog: Vi stod bag Nord Stream-sabotage
-
Fremragende DR-program er tilbage. Det mest uhyggelige foregår på direktørgangen
-
»Så væltede vi hjem i en taxa og gik i seng klokken 11 om formiddagen«
-
I nat vender Donald Trump tilbage – denne gang som USA’s præsident
-
Danmarks svar på Leonard Cohen vil knalde dig over køkkenbordet
-
Er Wolt blevet det lovlige svar på Pusher Street?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lotte Folke Kaarsholm


























