Selv om historierne om de kulturelitære musiksnobber i Danmarks Radio – som det hed dengang – og deres nærmest hadsk nedladende holdninger til populærmusikken i 1960’ernes første mange år har været fortalt lavmælt tidligere, var det ærlig talt noget af en øjenåbner at få dem serveret højt og klart i første afsnit af DR K’s veltilrettelagte serie om dansktoppens historie.
En stadig bitter Johnny Reimar fortalte om, hvordan modernismens stormtropper og følgere evindelig kom rendende og spurgte til politisk stillingtagen og dybere eksistentielle lag i sagerne, når refrænsangerne oplod røsten om den store kærlighed, det knuste hjerte eller glæden ved at gå en tur i regnen.




























