Når Hollywood nu skal fejre sig selv med oscarstatuetter, vil den største overraskelse være, hvis ikke en eller flere af vinderne benytter lejligheden til at gå i kødet på Trump.
Der er nemlig ingen tvivl om, at i hollywoodstjernernes egen optik er de fortalere for alt det, der taler imod Trump. Både som californier og kreativ type fra den mere velbeslåede og velskabte del af menneskeheden går man selvfølgelig ind for grøn energi, kvindefrigørelse, økologi, ligeberettigelse, naturbeskyttelse, menneskerettigheder uden grænser og alt det andet gode.



























