Den fiktive 16-årige high school-elev Hannah Baker har taget sit eget liv. Det ved seerne af den 13 afsnit lange ungdomsserie ’Døde piger lyver ikke’ allerede fra første afsnit.
Ved sin død efterlod hun sig en bunke kassettebånd, hvor hun fortæller om de svigt, skuffelser og krænkelser, hun har været udsat for. På det sidste kassettebånd siger hun farvel til livet, og i tv-seriens sidste afsnit har dens skaber, Brian Yorkey, nøje dramatiseret pigens selvmord.
Dramatiseringen debatteres intenst i USA, og også i Danmark finder nogle den nu problematisk.
En af kritikerne af den del af ’Døde piger lyver ikke’ er Julie Hoffmann Jeppesen, som er psykolog på Livslinien og specialist i selvmordsforebyggende rådgivning:
»Fra mange undersøgelser ved vi, at det her med, at vi taler om metoder og viser metoder så tydeligt, som man gør her, får antallet af selvmord med den metode til at stige. Det bliver lidt handlingsanvisende og inspirerende«, siger Julie Hoffmann Jeppesen.
Hun understreger, at en selvmordsscene som den pågældende i serien ikke virker generelt inspirerende:
»Men der er en risiko for, at sårbare unge, som måske har selvmordstanker, bliver smittet af serien. At de ser, at den vej, hovedpersonen vælger at gå, måske også er en mulig vej for dem«.
Julie Hoffmann Jeppesen har også meget godt at sige om ’Døde piger lyver ikke’, der fik 5 hjerter af Politikens anmelder Joakim Grundahl. Blandt andet mener hun, at serien måske kan være med til at nedbryde tabuer om selvmord, om voldtægt og om »alt det, der sker på de sociale medier omkring mobning, og at man lægger billeder op af hinanden«:
»Det er noget af det rigtig gode ved den. Men jeg synes, det er problematisk, at serien ikke viser, at der er andre løsninger end selvmord. Den viser det lidt, som om det er hovedpersonens eneste udvej på baggrund af de ting, hun har oplevet. I Livslinien har vi den grundlæggende holdning, at vi godt kan forstå, at man kan have det så smertefuldt i sit liv, at man ikke ser anden udvej. Men vi vil altid arbejde for andre udveje«.
New Zealand advarer: Unge skal holde sig fra populær serie om selvmordSeniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup synes også, det er voldsomt, at man i ’Døde piger lyver ikke’ ser selve selvmordet, men hun mener ikke, at den ene scene overskygger alt det positive ved serien:
»Den er utrolig god, den er rørende, den sætter tanker i gang, og den tager fat i to vigtige temaer, som kan være mere tabuiserede. Det ene er selvmord. Det andet er overgreb og krænkelser, og hvad man gør ved det«.
Med sine mange afsnit og vinkler på relationer mellem unge giver serien sig tid og plads til at sætte ord og stemninger på, hvad der rigtigt foregår mellem unge, mener Bente Boserup. Selv om hovedpersonen dør, er det en serie med håb:
»Serien undersøger jo, hvad der skete, og om hun skulle have gjort det, eller hun kunne have valgt noget andet. Jeg synes, den giver klare anvisninger på, at vi skal være bedre til at blande os, vi skal være bedre til at hjælpe hinanden, og vi skal være vedholdende, når en kammerat ikke har det o.k.«, siger Bente Boserup.
Det er ikke en serie, Bente Boserup vil anbefale en 13-årig at se alene på sit værelse, siger hun og tilføjer, at det er forældres ansvar, at unge på 14-15 år ikke ser hele serien alene.
Bevidst om risikoen
Netflix har reageret på kritikken af ’Døde piger lyver ikke’ ved i sidste uge at tilføje yderligere og også tydeligere advarsler om seriens indhold.
Filminstruktør Jeppe Rønde ser Hannah Bakers efterladte kassettebånd som et udtryk for det kollektive ansvar, vi har for hinanden:
»Serien gør, at man tænker på, hvad det betyder, hvis man er med til at mobbe. Man bliver sig sit kollektive ansvar bevidst«.
Jeppe Rønde var i 2015 aktuel med filmen ’Bridgend’ om en masse unge, der begik selvmord i en lille engelsk by på samme måde. Jeppe Rønde tilbragte seks år i Bridgend, og i hans film ser man ikke et selvmord:
»Gradvis gik det op for mig, at jeg ud af respekt eller medmenneskelighed ikke syntes, at jeg skulle gå ind i den minutiøse beskrivelse. Jeg følte heller ikke, at det var nødvendigt for filmen at vise det«.
Jeppe Rønde ved fra sine overvejelser i forbindelse med ’Bridgend’, at der kan være noget problematisk i at nærme sig accepten af en selvmordsmetode ved at vise den:
»Jeg er ikke per definition imod, at man ser selvmordet. Men jeg ved, at hvis man nærmer sig accepten af metoden, kan det næsten blive et ritual. Det gjorde det i ’Bridgend’. Og et ritual skaber jo en sær form for tryghed«.
fortsæt med at læse
