Lyt til artiklen
Musikken spiller på fulde drøn. Både i filmen og i ørerne på den unge mand med det buttede stenansigt, der sidder bag rattet, når bankrøverne skal slippe væk i en fart.
Han er næppe tør bag ørene, men Baby er en ren djævel bag rattet. Baby flytter fødderne rytmisk og brænder sjælfuld asfalt til tonerne af ’Harlem Shuffle’ og Jon Spencers slidstærkt rockende ’Bellbottoms’. I en grad så den rytmisk flabede sammenklipning af spænding og soulmusik gør det første kvarters tid af ’Baby Driver’ til noget af det fedeste, jeg længe har set i den skamløst underholdende ende af filmspektret.
