Sam Gardner er 18 år og fanatisk optaget af livet på Antarktis i almindelighed og pingviner i særdeleshed. Hvad han ikke ved om disse pasgængere og svømmefugle, er ikke værd at vide, og når tilværelsen bliver ham for broget, hengiver han sig til svælgen i detaljer angående eksempelvis adeliepingvinens vaner og parringsritualer. Og desværre sker det lidt for ofte, at han må ty til sine pingviner.
For Sam er nemlig autistisk – på den der velfungerende måde, populærkulturen så godt kan lide at fremstille: neurotisk, men superklogt vanedyr, der er bange for fysisk kontakt og afskyr forandringer, lige så stålsat som en DF’er ringeagter ramadanen.
Men i det store hele er Sam på ret kurs mod voksenlivet. Han går i terapi hos søde, forstående Julia, som ’ser ham’. Og forældrene vil ham det godt, ligesom søster Casey sørger for at støtte ham.
Rammer hele familien
Problemerne opstår, da han beslutter sig for, at nu vil han altså tage hul på den del af livet, der har at køre med det seksuelle. Han vil gå på date, finde sig en kæreste og – som han selv så nøgternt formulerer det – »have sex med nogen«.
For det er lettere sagt end gjort at finde en partner, når man går i samme slags skjorter hver dag, fordi de er udvalgt og købt af ens mor; uafladeligt ævler løs om pingviner og antarktiske forhold samt ikke har en hujende fis begreb om, hvordan man gør kur og fortæller morsomme anekdoter, men til gengæld tager stort set alting for pålydende og ikke har noget filter, med hensyn til hvad der er passende at sige på hvilke tidspunkter.
Det kommer der en del ret velfungerende situationskomik ud af. Det meste af det minder en del om de løjer, man finder i mega-succesen ’The Big Bang Theory’, hvor hovedpersonen Sheldon Cooper også skal forestille at være sådan lidt autistisk afmarcheret.
Serien gør også en del ud af at afhandle de afledte problemer ved at være en del af Sams familie.
For han er monsterkrævende, og hans mor, spillet skarpt og udfordrende af Jennifer Jason Leigh, har nærmest sat hele sin eksistens på pause for at være omsorgsperson for sin søn, og det koster i forholdet til manden, der er godmodig og skyldplaget. Og lillesøsteren må også tilsidesætte egne ambitioner, fordi hun skal være på samme skole som sin bror, så han kan få sine frokostpenge på det aftalte tidspunkt.
Klicheerne falder tæt
På mange måder er det en ganske modig serie, der tager tidens quirky-stil og bruger den til at skildre andet og mere end barnlige voksne.
For problemerne i ’Atypical’ er ikke skinproblemer; de er særdeles reelle: En familie, der på et område, nemlig for så vidt angår dens mentalt udfordrede medlem, er eksemplarisk fleksibel, men til gengæld dybt dysfunktionel på mange andre punkter. Den har forvandlet sig fra at være en familie til et arbejdskollektiv med et fælles mål: at sørge for, at Sam har det godt og på et tidspunkt kan bringes videre til en egen tilværelse.
Hvilket så for moderens vedkommende også er ensbetydende med, at hun skal tage stilling til sig selv som menneske, partner, seksuelt væsen og karriereperson. For når Sam flytter hjemmefra, hvad er der så tilbage for hende?
Men det kører faktisk også fint. Klicheerne falder tæt som regnen i den danske sommer, men det er mest skægt og charmerende. Og man får noget at vide om pingviner.
fortsæt med at læse
