Dennis Hopper har hævdet, at det var hans film ’Easy Rider’, der for alvor gjorde det colombianske næsepulver kokain moderne i slutningen af 1960’erne. Og det kan han måske have ret i, men i mange år var det stadigvæk en last forbeholdt økonomisk velpolstrede mennesker – herunder rockstjerner.
Men stoffets egentlige gennembrud som allemandseje i misbrugssammenhænge fandt sted i midten af 1980’erne, da kokainen i sin kemisk modificerede form som det rygbare crack trådte ud af mikrobølgeovnen og ganske hurtigt blev det store dyr i narkoåbenbaringen.


























