Det er, som om dommerne i ’X Factor’ har besluttet sig for at være kollektivt søde, nu det er sidste omgang med talentkonkurrencen. Alle deltagerne »gør det virkelig godt«, »forløser sangene flot« og »står så fint på scenen« og i det hele taget »superfedt«.
Det sker kun en sjælden gang, at den iltre Thomas Blachman ikke kan holde sig i skindet og bralrer ud med en længere tirade. Desværre. Ja, man tror det ikke, men jeg savner næsten de underholdende skærmydsler og føget af stikpiller dommerne imellem. Så hvad skal vi nu grine ad?




























