Ren filmpoesi: To af verdens mest ubesværede mennesker giver stemme til de stumme uden at trænge sig på

Jeanine er den sidste beboer i de gamle huse, hvor minearbejderne boede. Hun vil ikke flytte, der er for mange minder. I stedet for at gemme hende væk lytter JR og Agnès Varda til hende, forstørrer hendes indre og præsenterer det på husfacaderne. Som en bøn; en befaling om at blive værnet om. Foto: Faces Places 
 Foto: Faces Places
Jeanine er den sidste beboer i de gamle huse, hvor minearbejderne boede. Hun vil ikke flytte, der er for mange minder. I stedet for at gemme hende væk lytter JR og Agnès Varda til hende, forstørrer hendes indre og præsenterer det på husfacaderne. Som en bøn; en befaling om at blive værnet om. Foto: Faces Places Foto: Faces Places
Lyt til artiklen

Hvad er et ansigt? En pande, to øjne, en næse og en mund. Men også mere end det. Det er ansigt til ansigt, at vi ikke længere kan reducere hinanden til gruppe: køn, nationalitet, etnicitet, men må møde det særegne, vi står over for. Ethvert ansigt er en bøn om at blive passet på.

Den franske nybølges moderskikkelse, den snart 90-årige fotograf og filmskaber Agnès Varda, vil samle så mange ansigter som muligt, tage billeder af og værne om dem, før hendes svage øjne svigter helt, og hullerne i hendes hukommelsesnet bliver så store, at alt falder igennem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her