Iransk film er et af de klippefaste holdepunkter i moderne filmkunst. En realistisk-humanistisk filmtradition, hvor begrænset økonomi og politisk-religiøse hensyn forstærker et naturligt fokus på hverdagsdramaer om konflikten mellem tradition og modernitet i de mellemmenneskelige relationer. Ikke mindst dem, der handler om mænd og kvinder.
Ida Panahandehs anden spillefilm ’Nahid’ indskriver sig i en større fortælling om iranske filmskaberes stædige insisteren på at lave film om kvinders særlige udfordringer i et formelt demokrati, som samtidig er et religiøst patriarkat.

























