En mand vågner i mørket. Han er søvndrukken, omtåget, forstår man. Eller rettere: Først spores man lydligt i retning af, at der foregår noget andet. Han stønner nemlig. Højlydt og prustende. Og der er nogle manøvrer i mørket. Men så viser det sig altså, at det er en gammel ronkedor, som hverken ved op eller ned i sin seng. »Where the fuck am I?«, siger han, inden han konstaterer, at han trænger til at lade vandet, hvorefter han rejser sig og vralter ud af sengen. Ned ad en gang, hvor han – for nu at sige det ligeud – pisser af hjertens lyst i det omfang, selvsagt, prostata tillader det.
Men han tisser hverken i natpotten eller den dertil indrettede kumme, viser det sig. Tværtimod har han urineret på det tykke, tydeligvis dyre tæppe i entreen, så tjenestepigen må på knæ og skrubbe for at fjerne pletten og odøren om morgenen. Uden en mine.
