Det er ikke hver dag, FBI går ind i en sag om stjålne filmrekvisitter. Onsdag meddelte FBI imidlertid på et pressemøde i Minneapolis, at det efter en længerevarende undercoveroperation, der begyndte med et tip i 2017, er lykkedes at finde frem til et par røde tøfler. Ikke et hvilket som helst par tøfler, men derimod et af de fire par, som Judy Garland brugte ved optagelserne til musical- og fantasyfilmen ’Troldmanden fra Oz’ fra 1939.
Tøflerne blev stjålet fra Judy Garland Museum i byen Grand Rapids i Minnesota. De blev udlånt til museet i 2005, men samme år stjålet fra en montre på museet samme år. En talsmand for efterforskningen forklarer ifølge The Guardian, at det har været politiets topprioritet at finde frem til tøflerne, men at det fortsat er ukendt, hvem der i 2005 stjal dem.




























