’Herrens veje’ sluttede vagt med halvbagt hippiekristendom og kærlighedens almagt. Men tilbage står stadig en ambitiøs, modig og konsekvent fortælling om tro, tvivl og traditioner. Og en historie om en familie, der måtte opløses for at finde roen og måske også lykken.

Meningen med det hele: Kald det kærlighed – eller noget andet

Lars Mikkelsen har ydet en fænomenal præstation som den plagede provst Johannes Krogh.  Foto: Tine Harden
Lars Mikkelsen har ydet en fænomenal præstation som den plagede provst Johannes Krogh. Foto: Tine Harden
Lyt til artiklen

Det er sagt, at når verden går under, sker det ikke med et brag, men med en klynken. Og det er den kristne kulturkritiske engelskamerikaner T.S. Eliot, der har sagt det i langdigtet ’The Hollow Men’ fra 1925.

Lidt sådan er det også med ’Herrens veje’. Den ender ikke med bål og brand, mord og mareridt eller fjendskab og flugt. Snarere klinger den ud i en sært hippieagtig mental akkord og en diffus panteisme: All you need is love, Gud er overalt – og hvis du elsker nogen, skal du sætte dem fri. Jamen, så skål da. Og resten i håret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her