1 New Amsterdam, Viaplay
Oven på juleaftens anstrengelser og alt for rigelige mængder alt for kalorieholdig mad skal der slås mave, og hvad er vel bedre akkompagnement til peristaltikkens strækøvelser end en serie i et konfliktfyldt medicinsk miljø. ’New Amsterdam’ foregår på et af USA’s offentlige hospitaler, og her er den unge læge Max Goodwin netop blevet ansat som øverste lægelige chef.
Han er idealist, og som en anden Jesus i templet fordriver han en række af institutionens pengebegejstrede kirurger og kommer dermed på kant med bestyrelse og profilerede kolleger. Men han vinder også respekt hos andre på grund af sin ambition om at redde og behandle mennesker, der ellers ingen muligheder har i det overvejende kommercielt drevne amerikanske sygehusvæsen. Og selvfølgelig er der også bøvl i privatlivet med en gravid kone og så videre. Viaplay



























