Bevidst eller ubevidst ernærer nationalismen sig næsten altid af en idyllisering af fortiden. Livet på landet var smukkere engang. Eller i hvert fald mere sandt, mere ægte, tættere på jorden og dens salt.
Jeg skal ikke kunne sige, om et af Michael Noers motiver for at lave ’Før frosten’ har været at ramme en pæl igennem hjertet på enhver falsk guldalderromantisk forestilling om livet på landet. Da almuen vankede om blandt kæmpehøjene, og det største drama udspandt sig, da Søren Kierkegaards far som vogterdreng forbrød sig imod Gud.



























