Der er mange gode grunde til, at Felix van Groeningens ’Beautiful Boy’ føles som en kniv i hjertet.
Van Groeningen viste i sin gennembrudsfilm ’The Broken Circle Breakdown’, at han har et særligt talent for at lave følelsesladede film om mennesker, der lever stærkt og hænger på livet med det yderste af neglene. Dengang handlede det om belgisk bluegrass, sorg og sprut. I ’Beautiful Boy’ handler det om en far, en søn og en tredjepart ved navn metamfetamin.

























