En gruppe mennesker mødes på en bar på et hotel midt i Berlin. Det er sidst på dagen, og uden for de pompøse omgivelser falder mørket på, og kulden sætter ind. Men herinde ved baren uddeles store kram og glade velkomsthilsner.
Det er lang tid siden, gruppen af mennesker senest så hinanden i New York til de sidste optagelser til Lone Scherfigs gospel for medmenneskeligheden, ’The Kindness of Strangers’. Efterhånden som flyene lander i Berlin, dagen før filmen skal åbne den internationale filmfestival i Berlin, samles filmholdet igen.


























