Streamingtjenesten HBO Nordic har tekniske problemer, og kunderne kan derfor ikke se det nye afsnit af serien ’Game of Thrones’. Det oplyser HBO Nordic på sin Facebook-side.
Opslaget fra HBO Nordic er skrevet med en række referencer til karakterer i serien. I opslaget står der:
»Serviceravn: Vi oplever desværre uforudsete tekniske problemer i øjeblikket, da vi bliver invaderet af Night King og hans hær af døde. Vi beklager mange gange for al ulejligheden«.
»Vi takker for jeres tålmodighed og kæmper for at besejre fjenden så hurtigt som muligt«.
»Send venligst en ravn til vores riddere af kundeserviceafdelingen på kundeservice@hbonordic.com, hvis du har nogle spørgsmål, noget feedback eller et par gode råd til, hvordan man bekæmper en isdrage«.
Flere brugere er dog ikke tilfredse: »Jeg afmelder mig HBO nu«, skriver en som kommentar til streamingtjenestens Facebook-opslag, mens en anden skriver, at »det er for dårligt«.
Klokken tre natten til mandag blev der for første gang i to år frigivet et nyt afsnit i serien ’Game of Thrones’. Dermed er der taget hul på seriens sidste sæson.
Afsnittet kunne ifølge teleselskabet 3 aflæses i datatrafikken. Her kunne man se en tredobling i datatrafikken sammenlignet med samme tidspunkt sidste uge.
ritzau
fortsæt med at læse


























