Et Twitter-opslag afslører, at optagelserne til den 25. film om agent 007 er godt i gang i London.

Efter talrige uheld: Indspilningen af ny James Bond-film er endelig begyndt


Daniel Craig og resten af filmholdet fik royalt besøg, da Prins Charles lagde turen forbi Pinewood Studios i Iver Heath.
   Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Daniel Craig og resten af filmholdet fik royalt besøg, da Prins Charles lagde turen forbi Pinewood Studios i Iver Heath. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Først kom Daniel Craig til skade under optagelserne af en actionscene på Jamaica. Skuespillerens ankel måtte opereres i maj, og optagelserne til den 25. James Bond-film blev udskudt.

Et par uger efter ramte uheldet filmholdet igen, da en medarbejder blev skadet ved en ellers kontrolleret eksplosion under optagelserne i Storbritannien.

Men søndag lagde James Bond-kontoen på Twitter et billede op, hvor man kan se et klaptræ med forkortelsen ’B25’ blive holdt op klar til optagelse foran en række ridende gardere.

Billedet er lagt op med teksten »Bond25 on location in London«, som afslører, at optagelserne foregår i den britiske hovedstad.

Hvad den officielle titel bliver på den 25. film om den hemmelige agent 007, er endnu uvist, og nogle er tydeligvis ved at være en smule utålmodige.

»Afslør nu den forbandede titel«, lyder en af kommentarerne under billedet på Twitter.

Til gengæld ved man, at filmen, der bliver instrueret af Cary Fukunaga, efter planen får premiere i april næste år.

Og ud over Daniel Craig i hovedrollen som mr. Bond kan man se Rami Malek, Billy Magnussen, Lashana Lynch og danske David Dencik.

Mynthe Villadsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her