I ’Stilheden’ tager Pablo Trapero et letbenet tråd i en tung familiefortælling, men finder aldrig fodfæste mellem komik og drama.

De onanerer højlydt, skændes, råber og skriger: Det larmer simpelthen for meget til, at man kan høre noget i 'Stilheden'

Lyt til artiklen

Ranchen uden for Buenos Aires, hvor instruktør Pablo Trapero, sølvløvevinder med ’El Clan’ (’Klanen’) i 2015, går i kødet på endnu en dysfunktionel familie, kalder han La Quietud. Stilheden. Et navn med tveægget betydning, for der ligger noget skæbnesvangert og dramatisk i det, når man ved, at man skal til at møde en familie, der er forkvaklet af fortielser og spændinger, vi snart skal se detonere.

På den anden side er der også en ironisk lethed over navnet La Quietud. For det skal snart vise sig, at livet på ranchen er alt andet end stille. De onanerer højlydt, de skændes, råber og skriger og hvisler og griner og græder, så det latinske melodrama, man kalder telenovela, trænger sig på i genrebetegnelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her