Der er takketaler, der går over i historien, når film- og tv-branchen uddeler de store priser, fordi taleren tør sætte fingeren på et ømt punkt og bruge talen til et politisk budskab.
En sådan leverede den 39-årige skuespiller Michelle Williams, da hun søndag aften modtog en Emmy for bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie for sit portræt af Broadway-danseren Gwen Verdon i tv-serien ’Fosse/Verdon’.
Hun takkede FX og Fox 21 Studios for helhjertet at støtte hende og give hende det samme i løn som de mandlige skuespillere i tv-serien.
»De har forstået, at når man giver en person værdi, så giver det den person styrke til at komme i kontakt med sin egen indre værdi. Og hvor gør de af den værdi? De lægger den i deres arbejde«, sagde hun ifølge magasinet People og fortsatte:
»Så næste gang en kvinde, og især en farvet kvinde – for de bliver kun betalt 52 cent, hver gang en hvid mandlig medspiller får 1 dollar – fortæller jer, hvad hun skal have for at udføre jobbet for jer, så lyt til hende, tro på hende. For en dag vil hun måske stå foran jer og takke jer for, at hun har fået succes på grund af sine arbejdsbetingelser og ikke på trods af dem«.
Han fik 10 millioner kroner – hun fik 6.600: Oscar-nomineret skuespillerinde var »paralyseret« over lønforskel mellem hende og Mark WahlbergGolden Globe-vinder
I et interview efter at hun havde modtaget prisen, fortalte Michelle Williams, at hun havde fået øjnene op for den manglende ligeløn i filmbranchen, da hun fandt ud af, at hun tjente langt mindre end sine medspillere i ’All the Money in the World’. Og hvor svært det var for hende som hvid kvindelig skuespiller at overbevise nogen om, at hun skulle have det samme i løn som mændene.
»Hvor svært er det så ikke for en farvet kvinde i denne branche?«, spurgte hun.
Det var første gang, Michelle Williams var nomineret til en Emmy. Hun har fire gange været nomineret til en Oscar og vandt i 2012 en Golden Globe for sit portræt af Marilyn Monroe i ’My Week With Marilyn’.
Blandt aftenens vindere var også ’Game of Thrones’, der vandt en Emmy for bedste dramaserie, mens ’Fleabag’ løb med prisen for bedste komedieserie.
Billy Porter vandt en Emmy for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie for sin rolle i ’Pose’, og Jodie Comer vandt en Emmy for bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie for sin rolle i ’Killing Eve’.
Prisen for bedste mandlige hovedrolle i en miniserie gik til Jharrel Jerome i ’When They See Us’.
fortsæt med at læse



























