Under optagelserne til den spanske version af realityshowet ’Big Brother’ blev den kvindelige deltager Carlota Prado kaldt til det særlige rum, hvor deltagerne kan tale alene med den omnipresente stemme.
Hvad Carlota Prado ikke vidste var, at producenterne låste døren til rummet og afspillede en video, der viste, hvordan Prados tv-flirt begik seksuelt overgreb på hende, mens hun var bevidstløs af druk.
I klippet beder hun gentagne gange stemmen, der i Spanien kaldes ’Super’ om at slukke for klippet, mens hun græder.
Hun spørger, om klippet vil blive sendt i tv. Det siger stemmen, at det ikke vil, og at det er bedst, hvis Carlota Prado lader hele episoden blive inde i rummet og ikke taler om det igen. De fortæller også, at manden er blevet udvist fra huset på grund af »uacceptabel opførsel«.
Overfaldet fandt sted 4. november 2017, men først nu er optagelserne kommet frem, efter at det spanske medie El Confidencial fik fat i dem.
Svært at afkode
Det spanske tv-produktionsselskab Zeppelin, der producerer ’Gran Hermano’, som programmet hedder på spansk, politianmeldte manden, få timer efter det var sket. Prado selv anmeldte ikke overgrebet før 2018.
Alligevel undrer flere udenlandske medier og ikke mindst Carlota Prado sig over, hvorfor man ikke brød ind og stoppede forbrydelsen.
Ifølge BBC erkender Zeppelin, at der blev begået fejl i forbindelse med episoden. Men de siger også, at det var svært at vurdere, hvor grænsen var, fordi Prado og den pågældende mand havde et forhold. Ifølge BBC’s kilde stoppede man til sidst manden ved at sige et bestemt ord over højttalerne.
Zeppelin understreger også over for det britiske medie, at man tilbød psykologhjælp og tog Prado midlertidigt ud af huset, så hun kunne fordøje oplevelsen i et beskyttet miljø. Selskabet har også for nylig givet hende en officiel undskyldning
Kritik fra spanske politikere
Behandlingen af Carlota Prado har nu fået flere annoncører og kommercielle samarbejdspartnere til at trække sig fra samarbejdet med Zeppelin om programmet. Blandt andet har Nestlé taget kraftig afstand fra hele episoden og trukket sig fra realityshowet.
Også spanske politikere er begyndt at kommentere sagen. Beatriz Gimeno, der er medlem af parlamentet, mener, at sagen bør efterforskes. Hun mener nemlig, at producerne ikke har levet op til deres pligt om at redde offeret, hvilket er strafbart.
Sagen er nu endt i retten. Manden nægter sig skyldig.
fortsæt med at læse




























