0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stort anlagt dansk film om besættelsestiden er som at se 'Matador'. Bare uden humor

’De forbandede år’ er en seriøs og seværdig tilføjelse til den danske filmfortælling om besættelsestiden. Selv om den kan virke langsom, er den alt andet end kedelig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kilde: SCANBOX

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

’Det er så yndigt at følges ad’ bliver afsunget om morgenen ved Eva og Karls sølvbryllup, men det er 9. april 1940, og snart bliver det svært for familien Danmark at finde fælles yndigt fodslag.

Den kortvarigt løfterige morgenstund blænder op for Anders Refns ’De forbandede år’. Et projekt, der i forskellige udgaver har rumlet rundt i mange år, men måtte vente på 80-året for Tysklands besættelse af Danmark for at blive realiseret. Et familiedrama, der med fordomsfri indlevelse i datidens dilemmaer fortæller en historie om den kontroversielle samarbejdspolitik, viser sig stadig at være en relevant idé.

Film fra besættelsestiden er som regel garanteret et stort publikum. Med Jesper Christensen og Bodil Jørgensen øverst på rollelisten er de store kanoner kørt i stilling. Alligevel er det måske ikke så mærkeligt, der skulle en mærkedag til, før ’De forbandede år’ blev til noget. Den umiddelbare appel i publikumshittet ’Hvidsten Gruppen’s heroisme leder man forgæves efter. Det samme gælder ’Flammen og Citronen’s revisionistiske ramasjang. ’De forbandede år’ er snarere som at se ’Matador’ uden hygge eller humor. Til gengæld får man en fuldvoksen og teknisk overlegen film med et skarpt blik for kompleksiteten i besættelsestidens dilemmaer, rullet ud som en god, gammeldags fortælling fra de ikke specielt gode, gamle dage.

I ’Matador’ er provinsbyen Korsbæk et dansk mikrokosmos. I ’De forbandede år’ er scenen for samfundets modsætninger kogt yderligere ind til fabrikant Karl Skov og hans familie. Karl Skov er direktør for fabrikken Elektrona, der blandt andet takket være Karls svigerfar hører til i dansk industris magtfulde inderkreds. Karl er selfmade. En ansvarsfuld virksomhedsleder og omsorgsfuld familiefar. Men så kommer krigen, og da Elektrona primært handler med det engelske marked, står ordrebogen pludselig tom. Til gengæld står det tyske marked parat.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«