Stor kunst udfordrer det bestående. Ideer, systemer, paradigmer bliver gerne vendt på hovedet eller får slet og ret én på sinkadusen, når der er tale om den helt særlige kunstoplevelse.
Sådan er det med Céline Sciammas ’Portræt af en kvinde i flammer’. En film, der efterlader dig med fornemmelsen af, at du både ser noget, du har set før, og så noget helt nyt. Og det er i dét grænseland, mellem det kendte og ukendte, Sciamma fremkalder sin både storladne og minimalistiske magi.


























