Højst overraskende for både publikum og prismodtagere løb den sydkoreanske film ’Parasite’ med opmærksomheden til oscaruddelingen, da filmen vandt fire priser. Og internettet er vild med det.

Internettet hylder de sydkoreanske outsidere fra 'Parasite'

Kwak Sin Ae og Bong Joon-Ho vinder prisen for 'Bedste Film' til nattens Oscaruddelinger Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Kwak Sin Ae og Bong Joon-Ho vinder prisen for 'Bedste Film' til nattens Oscaruddelinger Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Bong Joonho og resten af holdet bag ’Parasite’ har høstet digitale hyldester i massevis efter i nat dansk tid at have vundet i alt fire statuetter ved oscaruddelingen. Den helt store overraskelse var, at filmen blev den første ikke-engelsksprogede film til at vinde akademiets mest prestigefyldte pris for Bedste Film. ​

De mange roser på internettet går især på de koreanske skuespillere og filmfolks oprigtige glæde og ydmyge udstråling til prisuddelingen, der er kendt for at hylde sig selv.

Modsat aftenens vinder for bedste mandlige hovedrolle Joaquin Phoenix, der brugte sine 45 sekunder på at tysse på publikum og snakke om dyrevelfærd og egoisme, havde den sydkoreanske instruktør bag ’Parasite’ et noget mere afslappet budskab på hjerte, da han holdt sin anden takketale.

»Jeg er klar til at drikke i aften og frem til i morgen«, sagde han på scenen.

Ifølge mange seere og flere medier virkede Bong Joonho og hans koreanske kolleger til at være dem, der morede sig allermest på den røde løber. Deres aften i Dolby Theatre bliver af musikmagasinet MTV kaldt for ’Squad Goals’ – en oplevelse, man kunne unde sin egen vennegruppe.

Efter prishøsten har tusindvis af mennesker på Twitter hyldet ’Parasite’ for dens originalitet, humor og gennemslagskraft i oscarkomiteen, der historisk har tilgodeset vestlige og i særdeleshed amerikanske film til prisuddelingen.

Også i Sydkorea er prisen blevet bemærket. Sydkoreanere på Twitter skriver, at de er stolte, og har også brugt anledningen til at anbefale andre sydkoreanske film. Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har i en officiel udmeldelse lykønsket Bong Joonho, skuespillerne og det øvrige mandskab bag ’Parasite’, og de glæder sig over, at de »fylder folket med stolthed og mod«.

Aftenen sluttede for sydkoreanernes vedkommende med en efterfest i Los Angeles, hvor K-popgruppen A.C.E optrådte.


Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her