Jeg tror gerne, denne her dokumentarfilm vil have, at jeg skal give slip på tid og sted og i tre en halv time bare overgive mig til nogle tilfældigt sammensatte billeder, der viser det smadrede på den helt rigtige forfaldsæstetiske Nan Goldin-måde. Den er jeg ikke med på.
Instruktør Khalik Allah har i syv år fulgt Harlems kendte afroamerikanske ansigter fra gaden. Mest i centrum står 60-årige haitianske Frenchie, der ligner en, der har levet nitten liv, og hvis krop og ansigt er mærket af mange års misbrug. Men Frenchie har ingen tænder, det er svært at forstå, hvad han siger, og det gælder stort set alle, der taler. Filmen er én lang talestrøm, og fra start aner jeg simpelthen ikke, hvad der foregår, hvem der taler så snøvlet og uforståeligt, eller hvorfor vedkommendes stemme er blevet lagt hen over billeder af kornmarker, eller hvad disse kornmarker siger eller noget som helst.
