Næsten 40 film- og dokumentartitler fra den kæmpemæssige (og aflyste) festival SXSW i Texas bliver gjort tilgængelige på nettet.

Premierefilm fra den aflyste SXSW-festival kan snart streames gratis

Den store festival i Austin, Texas, blev aflyst blot en uge før start pga. coronakrisen. Nu kan en del af filmprogrammet snart streames online. Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix
Den store festival i Austin, Texas, blev aflyst blot en uge før start pga. coronakrisen. Nu kan en del af filmprogrammet snart streames online. Foto: Sergio Flores/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ligesom danske CPH:DOX har den amerikanske film-, musik- og teknologifestival South by Southwest (SXSW) valgt at screene en række premieretitler virtuelt, efter at den fysiske festival er blevet aflyst pga. coronakrisen.

Den digitale filmfestival kan streames via Amazon Prime fra 27. april til 6. maj, og indtil videre lyder det fra SXSW, at næsten 40 film og dokumentarer vil blive gjort tilgængelige. Indholdet vil ikke være bag betalingsmur, så alle med et Amazon-login kan tilgå indholdet. Filmene kan også ses i Danmark.

»Der er ikke nogen nem løsning, især i disse usikre tider. Men vi ved, at denne mulighed vil være enestående for de filmskabere, som ønsker at vise deres værker for et stort publikum lige nu«, siger SXSW’s filmdirektør, Janet Pierson, i en pressemeddelelse om samarbejdet med Amazon.

SXSW skulle planmæssigt være løbet af stablen i Austin, Texas, fra 13. til 22 marts. Det kæmpemæssige arrangement havde sidste år mere end 280.000 deltagere, og den særskilte musikfestival regnes som den største i verden af sin slags. Her optræder årligt mere end 1.400 kunstnere.

Festivalen udstiller både film, musik, interaktive medier og ny teknologi og trækker alt fra dokumentarister og indiemusikere til store techgiganter som Google, Amazon og Facebook til Austin. Men festivalen blev aflyst af myndighederne i Texas blot en uge før start på grund af coronavirus.

Eksklusiviteten falmer

I indiefilmmiljøet er samarbejdet med Amazon ikke blevet modtaget lige godt af alle, skriver det amerikanske medie Variety. Når millioner af Amazon-brugere verden over i mere end en uge får adgang til usolgte og uafhængige film, kan det skræmme indkøbere, som vil have eksklusive og nye titler til deres kunder, væk.

De instruktører og filmskabere, der deltager i den virtuelle filmfestival, får betaling af Amazon, men det kan sætte en stopper for muligheden for videre distribution, mener kritikerne.

Direktør for Amazon Studios Jennifer Salke siger i en pressemeddelelse, at Amazon erkender, »at enhver filmskaber har sin egen strategi, og at denne mulighed ikke giver mening for alle film«.

»Men for dem, der lige nu vil dele deres titler med et så stort publikum som muligt, er vi glade for at kunne tilbyde vores platform«, udtaler hun i en pressemeddelelse fra SXSW.

Jóhann Thór Haahr Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her