Film udelukkende på streamingtjenester kan som noget nyt kvalificere sig til at modtage en Oscar.

Coronakrisen tvinger oscarakademiet til vigtig ændring

Martin Scorseses helaftensfilm 'The Irishman' spillede kun kort tid i biograferne, før den blev udgivet på streamingtjenesten Netflix. Ved næste års oscarudgave er biografkravet elimineret.  Foto: Netflix
Martin Scorseses helaftensfilm 'The Irishman' spillede kun kort tid i biograferne, før den blev udgivet på streamingtjenesten Netflix. Ved næste års oscarudgave er biografkravet elimineret. Foto: Netflix
Lyt til artiklen

Oscarakademiet vil tillade film, der kun er frigivet på streamingtjenester, at blive kvalificeret til næste års uddeling.

Det skriver akademiet i en pressemeddelelse tirsdag.

Ændringen gælder kun næste års Oscar og indføres, da adskillige biografer er lukket verden over som følge coronaviruspandemien.

Det har tidligere været et krav for at komme i betragtning til prisfesten, at en film skulle være vist mindst syv dage i en biograf i Los Angeles.

»Akademiet er overbevist om, at der ikke er nogen bedre måde at opleve magien ved film på end at se dem i biografen.

»Ikke desto mindre nødvendiggør den historisk tragiske coronapandemi denne midlertidige undtagelse fra vores prisregler, udtaler præsident for oscarakademiet David Rubin i pressemeddelelsen.

Længe til biografåbninger

Den nye krav for streamingsfilm er, at de skal have ligget på en tjeneste i minimum 60 dage, og platformen skal være medlem af oscarakademiet.

Streamingtjenesten Netflix har allerede gjort sit indtog på oscaruddelingen. Blandt andet i 2019 vandt tjenesten prisen for bedste udenlandske film for filmen ’Roma’, der også har gået i biografen.

Biografer overalt i USA har været lukket siden midten af marts på grund af coronavirusset, hvilket tvinger større filmudgivelser til at blive udsat.

De tre største biografkæder i USA regner ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke med at åbne før slutningen af juni eller juli.

Nogle film - heriblandt den animerede tegnefilm ’Trolls’ - er allerede begyndt at tilbyde sig på streamingsplatforme.

Oscaruddelingen, der anses for at være den mest fornemme pris i filmbranchen, er stadig planlagt til at finde sted i Hollywood den 28. februar 2021. Det vil blive show nummer 93.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her