Sangprogrammet ’X Factor’ vender tilbage 15. maj efter mere end to måneders pause, men det bliver uden dommeren Ankerstjernes gruppe Magnus og Aksel. Duoen har selv valgt at forlade programmet.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
På grund af coronakrisen bliver afslutningen på ’X Factor’ anderledes i år. Finalen skulle oprindelig være afholdt 3. april, men på grund af coronaen har programmet måttet holde pause i over to måneder, og programmets finaleshow afholdes i stedet 23. maj.
Det kolliderer med studentereksamen for den ene halvdel af gruppen, 19-årige Aksel Skjoldaa Kempf, der har valgt at prioritere sommerens eksamener frem for sangprogrammet.
»Jeg ville ønske, jeg kunne fortsætte i ’X Factor’ og samtidig tage min eksamen, så det har virkelig været en svær beslutning. Men det kan ikke lade sig gøre at gennemføre begge ting samtidig, så jeg må vælge at gøre det færdigt, som jeg har knoklet med i tre år«, siger Aksel Skjoldaa Kempf.
Det betyder, at det andet gruppemedlem, Magnus Lasse Petersen, også må forlade sangkonkurrencen.
Magnus og Aksel blev sammensat som gruppe af Ankerstjerne, og dommeren ærgrer sig over at måtte sige farvel til dem før tid:
»De var to solister, da jeg satte dem sammen, men de var en enhed, da de stod der foran hele Danmark i liveshows. Derfor er det også en noget amputeret følelse ikke at måtte følge historien til dørs«.
Med gruppens exit efterlader det Ankerstjerne med kun én gruppe tilbage, Smokey Eyes.
De fem tilbageværende deltagere er tilbage på scenen næste fredag 15. maj til et liveshow, hvor temaet er sange fra musikfilm.
fortsæt med at læse


























