Den landede lige midt i coronakrisen. Og trak alene i Storbritannien 16 millioner seere den første uge på BBC Three.
Siden har blandt andre DR haft den liggende blandt sine mest sete programmer på DRTV.
Og nu er der godt nyt til alle, der holdt af den anmelderroste filmatisering af irske Sally Rooneys roman ’Normale mennesker’ om den komplicerede og fine teenagekærlighedshistorie mellem Marianne og Connell, spillet af Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal.
Holdet bag den 12 afsnit lange irske tv-serie fortsætter nemlig nu med at filmatisere Sally Rooneys debutroman ’Samtale med venner’ om veninderne Frances og Bobbi og deres forhold til ægteparret Melissa og Nick fra 2017, skriver flere internationale medier.
Serien skal instrueres af Lenny Abrahamson, der også instruerede en håndfuld af de 12 afsnit, som tv-serien ’Normale mennesker’ består af.
Manuskriptforfatteren Alice Birch skriver serien i samarbejde med Sally Rooney, og det er igen amerikanske Hulu, irske Element Pictures og britiske BBC, der står bag serien.
Og selv om ’Samtale med venner’ er den produktion, der står forrest, er det ikke udelukket, at der kommer endnu en sæson af ’Normale mennesker’, siger producer fra Element Pictures Ed Guiney til hellomagazine.com.
»Det er samme hold som sidst, der nu laver ’Samtale med venner’. Men måske vender vi tilbage til Connell og Marianne på et senere tidspunkt«, siger han.
Der er ikke nogen oplysninger om, hvornår ’Samtale med venner’ får premiere. Serien er stadig under udvikling og kan blive forsinket af coronapandemien, skriver Radiotimes.com.
fortsæt med at læse


























