Det Danske Filminstitut åbner efter planen i 2021 en stor tagterrasse på Cinemateket i det indre København, hvor der blandt andet skal være en open air-biograf. Men står det til organisationerne Danske Biografer og Dansk Erhverv, skal det stoppes.

Unfair konkurrence? Biografer går til kamp mod open air-biograf på tagterrasse i København

Filminstituttet vil anlægge en 1.500 kvadratmeter stor tagterrasse på Filmhuset med en open air-biograf. Det er  Dansk Erhverv og Danske Biografer imod.  Visualisering Rambøll
Filminstituttet vil anlægge en 1.500 kvadratmeter stor tagterrasse på Filmhuset med en open air-biograf. Det er Dansk Erhverv og Danske Biografer imod. Visualisering Rambøll
Lyt til artiklen

Organisationerne Dansk Erhverv og Danske Biografer vil have Det Danske Filminstituts planer om en rooftop-biograf på toppen af Cinemateket i København skrottet.

Det skriver Berlingske.

Filminstituttet meldte i november sidste år ud, at det har tænkt sig at anlægge en 1.500 kvadratmeter stor tagterrasse på Cinemateket, også kendt som Filmhuset, i Gothersgade. Her skal der blandt andet være formidlende installationer, en café og altså en stor open air-biograf, hvor der skal vises ældre filmklassikere. Det var ingeniørfirmaet Rambøll, som vandt konkurrencen om udformningen af tagterrassen.

Da Politiken dengang talte med vicedirektøren i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard, om planerne, sagde han, at det handlede om at nå et bredere publikum.

»Vi gør det for at trække en masse gæster til, så vi kan formidle filmkulturen til endnu flere«, lød ambitionen.

Se tegningerne: Næste år åbner kæmpe tagterrasse med open air-biograf midt i København

Men eftersom Filmhuset er en offentlig institution drevet af skattekroner, mener Dansk Erhverv og Danske Biografer, at der er tale om uretfærdig konkurrence med de private biografer.

»Der er intet behov for en rooftop-biograf midt i København på et tidspunkt, hvor private biografer har vanskeligheder. Der har været coronanedlukning, og nu er der så en genåbning. En del biografer er udfordret på driften, og derfor er det klart, at vi ikke har behov for øget konkurrence fra en offentlig biograf som denne«, siger direktør for Danske Biografer Lars Werge til Berlingske.

Jakob Buhl Vestergaard afviser kritikken. Han mener ikke, at de i Cinemateket er i konkurrence med de private aktører, og udtaler til Berlingske:

»Kritikken er helt ude af proportioner. Så er konkurrencen lige så meget hos andre kulturtilbud som i Cinemateket. Det er jo ikke den samme målgruppe. Vores program er meget langt fra almindelige biografers. Hvis man er biografindehaver i København, er man også i konkurrence med Statens Museum for Kunst, Havnebadet og andre kulturelle oplevelser i København. Det er et helt andet publikum, der ser ældre filmklassikere med oplægsholdere, end det publikum, der ser premierefilm«.

Det Danske Filminstitut regner fortsat med at have tagterrassen og open air-biografen klar i foråret 2021.

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her