Tid er noget mærkeligt noget. Den er både enormt nem at forstå og næsten umulig at begribe. Tiden kan ikke holdes i hænderne og studeres i et laboratorium. Vi kan ikke banke på den, rykke i den eller skære den over. Alligevel forstår vi udmærket, hvordan tiden fungerer. Den går kun én vej fra det øjeblik, vi bliver født – fremad.
Sådan går uret ikke i Christopher Nolans film. I ’Memento’ bliver handlingen fortalt baglæns. I ‘Dunkirk’ udfolder krigens rædsler sig i forskellig tempi, afhængig af om vi følger soldaterne til vands, til lands eller i luften. I ’Inception’ varer et fingerknips i virkeligheden flere timer i et drømmestadie. Og i ‘Interstellar’ manipulerer et sort hul tidens gang for et hold rumrejsende, så én time på en planet svarer til syv år på Jorden.
