Egentlig gider jeg ikke skrive ét ord til om Roman Polanski. Hvorfor give mere opmærksomhed til en mand, der har indrømmet, at han som 43-årig hældte champagne på en 13-årig pige (og angiveligt gav han hende beroligende piller), hvorefter han analpenetrerede hende, og som derudover har fem andre voldtægts- og chikaneanklager hængende over hovedet? Hvorfor give mere tanke- og spalteplads til en mand, der har kaldt #MeToo for massehysteri og hykleri, på trods af at bevægelsen har skabt et kulturelt jordskred og har vist sig som en af det 21. århundredes største sociale bevægelser?
Fordi han laver gode film, kunne det åbenlyse svar lyde, og dém kan vi vel godt tale om? For manden har uomtvisteligt lavet mesterværker og store film som ’Kniven i vandet’, ’Chinatown’ og ’Death and the Maiden’. Og selvfølgelig kan man sætte pris på hans æstetiske udfoldelser uden samtidig at hylde instruktøren og implicit godkende hans private handlinger. Ligesom man kan forholde sig yderst kritisk til ham som privatperson og samtidig anmelde hans film professionelt. Visse ting kan naturligvis sameksistere. Men det ville være naivt at tro, at såvel kunstner som publikum og kritiker kan parkere bevidsthed, viden og sit moralske kompas i aflåste båse, når man laver eller ser filmkunst. Vi må leve med, at tingene flyder sammen.
