Efter flere års kritik af manglende mangfoldighed ved det årlige Oscar-show indfører akademiet bag en række tiltag for at fremme diversiteten blandt de nominerede film.

Oscar-akademiet indfører nye mangfoldighedskrav

Fremover vil der komme nye krav til de nominerede i Oscar-kategorien for årets bedste film. Det skal styrke mangfoldigheden i filmbranchen, lyder bevæggrunden. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Fremover vil der komme nye krav til de nominerede i Oscar-kategorien for årets bedste film. Det skal styrke mangfoldigheden i filmbranchen, lyder bevæggrunden. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Oscar-showet har gennem flere år været i decideret modvind for manglende diversitet både foran og bag kameraet blandt de nominerede film.

Tænk bare på hastagget #Oscarsowhite, der over flere omgange er gået viralt, fordi stort set alle nominerede ved det prestigefulde show har været hvide mænd og kvinder.

Men nu annoncerer Oscar-akademiet en række nye målsætninger og deciderede krav, som skal fremme bedre inklusion og repræsentation blandt de nominerede. Det skriver det amerikanske medie Variety.

Til den 94. og 95. Oscar-ceremoni, der er planlagt til 2022 og 2023, skal produktionsselskaberne således udfylde en såkaldt ’Academy Inclusion Standard’-rapport, hvor de oplyser om forholdene under filmoptagelserne.

Fra 2024 skal selskaberne derudover overholde en række inklusionstiltag, hvis de vil i betragtning til en nominering i hovedkategorien for bedste film. Det tæller bl.a. krav til adgang og lige muligheder for underrepræsenterede befolkningsgrupper, herunder mennesker med andre etniciteter end kaukasisk, kvinder, LGBTQ+ og folk med handikap.

Kravene inddeles i en række underkategorier, hvoraf minimum to ud af fire skal overholdes, for at filmene kan blive nomineret. Alle kravene kan læses på Oscar-showets hjemmeside.

Noa Mousten Haimoff

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her