Havde ’Herself’ været lavet af Ken Loach eller en af hans disciple i de gode, gamle benhårde socialrealistiske tider, havde man ikke kunne se en film om hustruvold uden at skulle dukke sig for slag og spark og krympe sig i sædet.
Men helt sådan spiller køkkenvaskklaviaturet ikke i vore dage, hvor det – alle undtagelser som for eksempel Andrea Arnold til trods – er blevet normen med feel good-socialrealisme, der skal få selv den mest hårdtslående kæberasler til at glide lettere ned.
Derom kan der siges både for og imod. Filmkunstnerisk er der ofte tale om blødere varer på hylderne. Til gengæld får man så lavet film om alvorlige emner, som folk rent faktisk kan holde ud at se uden at forlade biografen som skyldbetyngede socialmasochister.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind