Danskerne har kåret deres yndligsserier 2020: Blandt fem nominerede vandt brødrene Avaz’ danske krimiserie »Alfa« som danskernes foretrukne nordiske serie fra det seneste år. Den bedste internationale serie blev den irske dramaserie »Normal People«.
Vinderne, der begge vandt overbevisende, blev kåret lørdag i Aarhus på den første seriefestival herhjemme. Det er Filmby Aarhus, der i samarbejde med blandt andre Den Vestdanske Filmpulje og branchekonferencen this.2020 har valgt at åbne en ny festival for tv-serier: Aarhus Series. Målet er at gøre Aarhus til »nordisk serie-hovedstad«, siger direktør for festivalen Felicia Jackson.




























