Filmværkstederne i Danmark har 50 års jubilæum i år. I bogen ’Friheden til at lave hva’ fuck man vil’ har forfatteren, Sebastian Cordes, interviewet en række af de instruktører, der har lavet film der, blandt andre Jørgen Leth, Thomas Vinterberg og Christina Rosendahl. Vi bringer her et redigeret uddrag af interviewet med Rosendahl, der lavede sin debut ’Stjernekigger’ på Filmværkstedet.

Filminstruktør Christina Rosendahl: Vi måtte i parterapi, mens vi klippede filmen

I et interview i en ny bog om Filmværkstedet fortæller Christina Rosendal om sin kamp for at bryde igennem som filminstruktør.  Foto: Mads Nissen/POLFOTO
I et interview i en ny bog om Filmværkstedet fortæller Christina Rosendal om sin kamp for at bryde igennem som filminstruktør. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Da vi mødes i sommer, sidder Christina Rosendahl på sit kontor i Kødbyen i København og forbereder 2020-premieren på sin stort anlagte Anden Verdenskrigsfilm ’Vores mand i Amerika’ med Ulrich Thomsen i hovedrollen. Hendes job som forkvinde for fagforeningen Danske Filminstruktører passes samtidig med den succesfulde filmkarriere. Hendes søster, Pernille Rosendahl, har sidste år udgivet endnu en plade, en længe ventet solo-ep, der skamroses af anmelderne. Det er hendes ottende plade. Tilbage i 1996 havde ingen af søstrene slået igennem, men Christina havde lige købt et digitalt kamera og ville dokumentere, at lillesøster lige om lidt ville bryde igennem som musiker. Det viste sig at være lidt mere besværligt end ventet. Men stædighed er en dyd, som begge søstre besidder, og filmen ’Stjernekigger’ blev til på Filmværkstedet.

»Jeg havde lige været på Filmhøjskolen i Ebeltoft, og da jeg kommer hjem, flytter jeg sammen med min søster i en lejlighed. Hun er i gang med at forsøge at få en pladekontrakt, og det går ikke supergodt. Pladeselskaberne ville gerne have fat i hende alene, de ville ikke have bandet. Men de var jo et band. Så det gik bare ikke. Jeg sendte en ansøgning til Filmværkstedet, som handlede om at følge dem under pladeindspilningen. Jeg tænkte, at de ville få en kontakt, og at vi skulle ind i studiet. Jeg ville jo gerne være i studiet med dem og se alt det der nørderi, når guitaren skulle indspilles. Jeg havde set Maysles-brødrenes film om Rolling Stones og Bob Dylan og var totalt inspireret af ’direct cinema’. Jeg kan huske, at jeg må have været en af de første, der købte et digitalt kamera selv. Seriøst, det var bare en stor tændstikæske. Det var så sindssygt, at man kunne købe sådan et selv, og jeg kan bare huske, at jeg stod dernede i Foto C og købte det. Filmværkstedet havde selvfølgelig udstyr, jeg kunne låne, men det var sådan en check in og check ud inde hos ham der Poul (Vestergaard, teknisk chef, red.), og det duede overhovedet ikke. Jeg skulle være i gang hele tiden og bo sammen med dem, jeg filmede«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her