Warner Brothers vil i 2021 give alle sin film premiere samtidig i biografer og på streamingtjenesten HBO Max. Det har sat mere end almindelig gang i Hollywood. Og retssager kan være på vej, rapporterer medier.

»Det er meget, meget, meget beskidt«: Stjerneinstruktør reagerer med vrede og forundring på uventet manøvre fra filmmastodont

Christopher Nolan, som blandt andet har lavet filmen 'Tenet', kritiserer Warner Brothers for at give alle film i 2021  premiere på streamingtjenesten HBO Max samtidig med biograferne.  Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix
Christopher Nolan, som blandt andet har lavet filmen 'Tenet', kritiserer Warner Brothers for at give alle film i 2021 premiere på streamingtjenesten HBO Max samtidig med biograferne. Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Følgende logik har længe været en sandhed i Hollywood:

Film får premiere i biograferne. Og rykker først over på streamingtjenesterne, når millioner af mennesker har haft sat sig til rette i de røde sæder foran det store lærred.

Men logikken bliver gevaldigt udfordret i disse måneder af flere store amerikanske filmmastodonter, der kigger mod streamingtjenesterne i en tid, hvor biografer verden over må holde lukket og risikerer konkurser som følge af coronakrisen.

Senest meddelte Warner Brothers, at samtlige udgivelser fra filmselskabet i 2021, 17 film, får premiere på streamingtjenesten HBO Max og i biograferne samtidig.

Manøvren har fået en af Hollywoods mest markante instruktører, Christopher Nolan, til at skælde ud på filmselskabet. Et filmselskab, som han selv har samarbejdet med om adskillige film.

»Nogle af verdens fremmeste filmskabere og nogle af de største stjerner i verden har gennem flere år arbejdet på projekter, som står deres hjerter nær, og som er skabt til at blive oplevet på det store lærred«, begynder instruktøren bag film som ’Tenet’ og Inception’ en svada i magasinet Entertainment.

»Og nu bliver de i stedet brugt som lokkemad for en streamingtjeneste. Uden rådslagning«.

»Det er meget, meget, meget, meget beskidt«.

I et interview med The Hollywood Reporter bruger Christopher Nolan udtrykket »den værste streamingtjeneste« om HBO Max.

Vidste intet

Ifølge The New York Times blev flere af de bureauer, som repræsenterer skuespillere og andre filmfolk, der samarbejder med Warner Brothers, først kontaktet omkring 90 minutter inden offentliggørelsen af nyheden.

Og det har vakt forundring og vrede. Ikke mindst fordi beslutningen om at give filmene premiere simultant på streamingtjenesten og i biografer kan ramme skuespillernes indtjening, der i et vist omfang er afhængig af salget af biografbilletter.

»Meget længe har Warner Brothers været kendt som stedet, hvor den største talentmasse har hjemme«, siger medieanalytiker Michael Nathanson fra firmaet MoffetNathanson til The New York Times.

»Med denne manøvre har Warner Brothers fornærmet den selvsamme talentmasse, som selskabet har arbejdet så hårdt for at tiltrække«.

The Hollywood Reporter skriver, at produktionsselskabet Legendary Entertainment, som har været med til at finansiere og har produceret den kommende film ’Godzilla vs. Kong’ i samarbejde med Warner Brothers, selv måtte læse nyheden i medierne. Hvilket meget vel kan få et retsligt efterspil, vurderer kilder over for flere amerikanske medier.

Warner Brothers er dog ikke det eneste filmselskab, som i anledning af coronakrisens nedlukning af biografer i mange lande, har besluttet at rulle store film ud på en streamingtjeneste.

Disney besluttede tidligere på efteråret at give første den længe ventede film om Mulan og senere også tegnefilmen ’Souls’ premiere direkte på streamingtjenesten Disney +.

Johan Moe Lindskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her