Boris Johnson har skuldrene helt oppe om ørerne.
Ryggen er krum. Brynene rynket under det lysblonde hår.
Blikket sat på uendelig.
Sådan, tydeligvis tynget, portrætterer den kendte skuespiller Kenneth Branagh den britiske premierminister på det første billede, der netop er frigivet fra den kommende tv-serie ’This Sceptred Isle’.
Serien, hvor Kenneth Branagh skal spille Boris Johnson, handler om den første bølge af pandemien, har mediegiganten Sky Group tidligere oplyst.
Hen over fem afsnit vil ’This Sceptred Isle’ følge premierministeren, regeringen og resten af Storbritannien i de dramatiske måneder sidste år, hvor coronapandemien spredte sig over hele verden.
Boris Johnson blev selv smittet med coronavirus og var alvorligt syg under første bølge i foråret. Også hans højgravide forlovede blev syg med symptomer på covid-19. Det vides ikke, hvilken rolle premierministerens personlige historie vil spille i serien.
Premiere i 2022
Ifølge Sky er seriens manuskript baseret på interviews med mennesker, der fra hver deres udgangspunkt har været tæt på krisen. Fra folk, der har deres daglige gang i premierministerens officielle bolig i Downing Street 10 i London over embedsmænd og til læger og plejepersonale på hospitaler og plejehjem.
»Den første bølge af covid-19-pandemien vil blive husket altid«, sagde seriens instruktør Michael Winterbottom, som også er med til at skrive manuskriptet, i januar.
»Et tidspunkt i historien, hvor landet stod sammen om at bekæmpe en usynlig fjende. Et tidspunkt, hvor folk mere end nogensinde før blev bevidste om betydningen af fællesskab«.
Det er endnu ikke oplyst, hvilke andre skuespillere Kenneth Branagh får følgeskab af i ’This Sceptred Isle’.
Optagelserne er gået i gang. Serien får premiere på Sky Atlantic og NOW TV i efteråret 2022
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter