Den bibelske fortælling om den lille David, der fældede Goliat med snilde og ildhu, ligger til grund for en genre inden for film, der handler om sport. Man kunne kalde den ’underhund-genren’, fordi dens grundlæggende historie altid går ud på, at et eller andet talentløst, undervurderet, lukningstruet eller på anden måde lidet overskudspræget hold forvandler sig til eventyrets smukke svane og ender med at løbe med sejren. Som regel er der også en førhen falleret hjælper i form af en fordrukken illusionsløs træner med i ligningen.
Disney-fortællingen om ishockeyholdet The Mighty Ducks fra 1992 har hele pladen i det bankospil. Men nu er det så – i fortællingens univers, forstås – kommet så vidt, at de førhen så ydmyge og håbefulde hockeyfolk er blevet en magtfaktor i skolesportens verden. De vældige ænder er forvandlet til en velkørende maskine, men har i transformationsprocessen kastet vrag på grundlæggende værdier som sammenhold, loyalitet og rummelighed. Tilbage står en hierarkisk ekskluderende elitefikseret organisation, som kun har plads til de mest talentfulde. Et succesfuldt vrængbillede på alt det, ænderne i sin tid var et selvgroet alternativ til.
