Lyt til artiklen
Nicolas Cage i skrigende nærkamp med en mekanisk struds lyder umiddelbart som noget helt fantastisk, når man er fan af den ekspressionistiske vildmand, der synes at have dedikeret karrieren til film, der er så langt ude, at han frit kan udfolde den spillestil, han selv kalder nouveau shamanic. Det er ikke for alle, men hvis man har overgivet sig til hans kulørte detonationer inden for afsporet art cinema, glæder man sig, hver gang han figurerer på plakaten for noget, der ligner løgn.
Det gør ’Willy’s Wonderland’. På plakaten. Nicolas Cage stirrer os i møde over et gruppefoto med skabninger, der kunne være misfits fra ’Muppet Show’ med jordslået pels og blod i smilende mundvige.
