Der blev skrevet dansk filmhistorie natten til mandag dansk tid, da ’Druk’ som den bare fjerde danske film modtog prisen for Bedste Internationale Film ved den 93. udgave af oscaruddelingen.
’Nomadland’ fik tildelt hovedprisen for Bedste Film.
Her kan du få et overblik over, hvordan priserne fordelte sig ved oscaruddelingen 2021:
Bedste Film: ’Nomadland’.
Den amerikanske film fra 2020 var nomineret til seks Oscar-statuetter. Den er skrevet, klippet, produceret og instrueret af Chloé Zhao.
Bedste Kvindelige Hovedrolle: Frances McDormand for ’Nomadland’.
McDormand skrev sig ind i historiebøgerne og overhalede Meryl Streep, da hun i nat vandt sin tredje Oscar for bedste hovedrolle for sin præstation i ’Nomadland’.
Bedste Mandlige Hovedrolle: Anthony Hopkins for ’The Father’.
Den 83-årige Anthony Hopkins er nu den ældste skuespiller nogensinde, der har modtaget en Oscar. Den fik han for sin rolle som en demensramt mand i filem ‘The Father’. I 1991 fik han statuetten for sin rolle i ’The Silence of the Lambs’.
Bedste Kvindelige Birolle: Yuh-Jung Youn for ’Minari’.
Yuh-Jung Youn (højre) vandt i nat sin første Oscar i filmen Minari, der var nomineret i seks kategorier. Hun er den første fra Sydkorea til at vinde en Oscar i en af skuespilkategorierne.
Bedste Mandlige Birolle: Daniel Kaluuya for ’Judas and the Black Messiah’.
Han havde vundet samtlige priser op til aftenens hovedpris: Golden Globes, Critics’ Choice, SAG og BAFTA. Derfor var der ikke rigtig nogen tvivl. Kaluuya modtog statuetten for sin rolle som den autentiske aktivist Fred Hampton i ’Juas and the Black Messiah’.
Bedste Instruktør: Chloé Zhao for ’Nomadland’
Chloé Zhaos film Nomadland blev aftenens helt store vinder, da filmen løb med tre af de såkaldte store fem, som er bedste film, kvindelige hovedrolle, mandlige hovedroller, instruktør og manuskript.
Bedste Internationale Film: ’Druk’.
Thomas Vinterbergs ’Druk’ vandt Bedste Internationale Film, som mange herhjemme havde håbet. Filmen var bookmaker-favorit og havde gjort rent bord ved European Film Awards og BAFTA-awards. Det er femte gang en dansk film snupper prisen i kategorien, og det er Thomas Vinterbergs første Oscar.
Hjemme i Danmark sad castet og fulgte spændte med, da prisen skulle overrækkes. Thomas Vinterberg og hans hustru var de eneste, der var med til selve Oscar-uddelingen i Los Angeles.
Bedste Originale Manuskript: ’Promising Young Woman’.
Promising Young Woman vandt Writers Guild of America-prisen, og i nat blev det også til en sejr for det provokerende manuskript.
Bedste Filmatisering: ’The Father’.
Filmen vandt BAFTA’en, og Oscar-uddelingen valgte at følge trop med en statuette.
Bedste Dokumentarfilm: ’My Octopus Teacher’
Filmen vandt bedste dokumentar hos BAFTA, PGA (producernes forbund og senest ACE (filmklippernes forbund) for sin fortælling om en mand, der skaber et usædvanligt bånd til en blæksprutte i Sydafrika.
Bedste Korte Dokumentar: ’Colette’.
Colette følger den tidligere franske frihedskæmper Colette Marin-Catherine, hvor hun besøger den gamle tyske koncentrationslejr Mittelbau-Dora, hvor hendes bror blev dræbt under anden Verdenskrig. På billedet ses filmens producer Alice Doyard og instruktør Anthony Giacchino.
Bedste Kortfilm: ’Two Distant Strangers’.
Netflix-filmen er et drama skrevet af Travon Free (højre) og instrueret af Free og Martin Desmond Roe (venstre). Den handler om mødet mellem sorte amerikanere og politiet, og man følger en ung mand, som fanget i et tids-loop genoplever sin egen død om og om igen.
Bedste Animationsfilm: ’Soul’.
Pixars nyeste animationshit løb med sejren, præcis som bookmakerne havde forventet. En film fulde af musik og jazztoner, om hvordan livet ser ud før og efter døden.
Bedste Korte Animationsfilm: ’If Anything Happens I Love You’.
Den 2D-animerede kortfilm handler om et sørgende forældrepar, i tiden efter deres datter bliver dræbt i et skoleskyderi. Den er skrevet og instrueret af Will McCormack (højre) og Michael Govier (venstre).
Bedste Fotografering: ’Mank’.
Sort-hvid filmen er skudt som et anerkendende nik i retning af æstetikken hos Citizen Kane-fotografen Gregg Toland. Filmen er instrueret af David Fincher med Gary Oldman i hovedrollen og var nomineret til hele ti Oscar-statuetter.
Bedste Klipning: ’Sound of Metal’
’Sound of Metal’ vandt en BAFTA i kategorien, og i nat løb danskeren Mikkel E. G. Nielsen så med den prestigefyldte Oscar. I sin tale roste han Filmskolen og den danske filmstøtte, som, han fortalte, gjorde statuetter som en Oscar muligt.
Bedste Kostumer: ’Ma Rainey’s Black Bottom’.
BAFTA og Oscar har det med at følges ad. Det gjorde de også i nat i samtlige kategorier. En af dem var for ’bedste kostumer’, hvor ’Ma Rainey’s Black Bottom’ løb med prisen, efter at have sikret sig sejre hos BAFTA og Critics’ Choice Awards, samt kostumedesignernes eget forbund.
Bedste Lyd: ’Sound of Metal’.
’Sound of Metal’ vandt både en BAFTA i kategorien og prisen fra CAS (Cinema Audio Society), der er faggruppens egen pris. I nat tog de så den helt store, da de sikrede sig en Oscar for et særdeles effektivt lyddesign.
Bedste Makeup: ’Ma Rainey’s Black Bottom’.
De var frontrunner fra start. Først blev det til en Critics’ Choice Award og en BAFTA i kategorien. Derudover vandt de også hovedprisen, da hår-og-make-up-artisernes eget forbund uddelte priser.
Bedste Visuelle Effekter: ’Tenet’.
BAFTA- og Critics’ Choice Award-vindende ’Tenet’ løb med prisen foran ’Midnight Sky’.
Bedste Produktionsdesign: ’Mank’.
’Mank’ nappede også prisen for bedste produktionsdesign foran ’Tenet’. Den havde i forvejen to priser i bagagen - henholdsvis BAFTA’en i kategorien og en Critics’ Choice Award.
Bedste Originale Sang: H.E.R for ’Fight For You’ fra ’Judas and the Black Messiah’.
Sangen var ikke umiddelbar favorit ved nattens uddeling, men den løb alligevel med sejren. H.E.R. var også selv overrasket over prisen: »Jeg forventede ikke at vinde. Jeg er så, så, så taknemmelig, ikke bare på grund af sejren men for at være en del af en så vigtig historie«, sagde hun fra talerstolen.
Bedste Originale Temamusik: Trent Reznor, Atticus Ross og Jon Batiste for ’Soul’.
De vandt en pris i samme kategori ved Golden Globe, og i nat blev de så belønnet med en Oscar.
Kilde: The Oscars 2021.
fortsæt med at læse


























