Den 83–årige britiske skuespiller Anthony Hopkins er den ældste skuespiller nogensinde, der modtager en Oscar.
Tidligt mandag dansk tid modtog han prisen i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle som en demensramt mand i ’The Father’.
Han var ikke selv til stede ved prisuddelingen.
Noget overraskende gik den dermed ikke til Chadwick Boseman, der døde af kræft sidste år som 43-årig.
Boseman var nomineret for sin rolle i filmen ’Ma Rainey’s Black Bottom’ og har modtaget flere priser i opløbet til nattens oscaruddeling.
Hopkins’ karriere i film, tv og på de skrå brædder har varet i indtil videre seks årtier.
De fleste kender ham nok bedst for rollen som Hannibal Lecter, som han blandt andet har spillet i filmen ’Ondskabens Øjne’ fra 1991. Også den modtog han en Oscar for i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle.
Prisuddelingen blev afholdt i Union Station og Dolby Theatre og foregik to måneder senere end sædvanligt på grund af coronapandemien.
Efter strenge test- og karantæneregler kunne de nominerede og deres gæster – de fleste af dem uden mundbind – følge med i showet.
Vinderne blev afgjort i en hemmelig afstemning blandt oscarakademiets cirka 9000 medlemmer.
ritzau
fortsæt med at læse



























