Kate Winslet har mørke udgroninger, hun pulser løs på en e-cigaret og render rundt i ret uklædelige hættetrøjer, når hun spiller en hærget politikvinde i ’Mare of Easttown’.
Og skuespilleren, der fik hjerter verden over til at banke lidt heftigere med sit gennembrud som den romantiske Rose i ’Titanic’, måtte kæmpe for, at der ikke var alt for flatterende lyssætning, retouchering af pr-materialet eller fraklip af synlige deller i en sexscene.
»Det vover I på«, sagde Kate Winslet til instruktøren, Craig Zobel, da han forsikrede hende om, at han nok skulle sørge for, at hendes bløde mave ikke blev eksponeret i en scene, hvor hun er i seng med en falleret forfatter, spillet af Guy Pearce.
De skulle med, stod hun fast på. Det fortæller skuespilleren i et stort interview med The New York Times, som blev offentliggjort kort efter premieren på sidste afsnit af den anmelderroste HBO-serie.
Har brug for realistisk repræsentation
Stod fast gjorde hun også, da det kom til plakater for serien, som hun sendte tilbage to gange, fordi hun var retoucheret for meget.
»Jeg ved, hvor mange rynker jeg har ved mit øje, vær venlig at sætte dem alle tilbage«, sagde hun til seriens producenter.
For 46-årige Kate Winslet, der i rollen som Mare er sorgramt efter selvmord i familien, stresset over udsigten til at få sit barnebarn fjernet og bor i en by, der er ødelagt af opioidkrisen, insisterede på at give sin karakter så realistisk en fremtoning som muligt.
Og det er en af årsagerne til, at seriens seere har kunnet relatere til hende, siger skuespilleren i interviewet.
»Hun (Mare, red.) er en fuldt fungerende fejlbarlig kvinde med en krop og et ansigt, der bevæger sig på en måde, der er synonymt med hendes alder og hendes liv, og hvor hun kommer fra. Jeg tror, vi har brug for at se lidt af det«.
fortsæt med at læse




























