Den kommende superheltefilm ’The Batman’ er blandt film, der ikke umiddelbart får biografpremiere i Rusland.

Ingen Batman til folket: Filmgiganter dropper film i russiske biografer

'The Batman' med Robert Pattinson i hovedrollen er en af de film, der ikke får premiere i Rusland.  Foto: DC Entertainment/Warner Bros
'The Batman' med Robert Pattinson i hovedrollen er en af de film, der ikke får premiere i Rusland. Foto: DC Entertainment/Warner Bros
Lyt til artiklen

Flere store filmselskaber har valgt ikke at give deres film premiere i russiske biografer på grund af Ruslands invasion af Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters og britiske BBC.

Filmgiganterne Disney, Sony og Warner Bros har alle meddelt, at deres film ikke umiddelbart vil blive udgivet i Ruslands biografer. Blandt de film, som dermed ikke får premiere, er Disneys Pixar-film ’Turning Red’ og superheltefilmene ’Morbius’ og ’The Batman’ fra henholdsvis Sony og Warner Bros. Det oplyser selskaberne ifølge Reuters.

»På grund af den uprovokerede invasion af Ukraine og den tragiske humanitære krise sætter vi udgivelsen af biograffilm på pause i Rusland - inklusive den kommende ’Turning Red’ fra Pixar«, skriver Disney.

»Fremtidige beslutninger vil afhænge af situationens udvikling«, lyder det.

Omfattende boykot i sportsverdenen

Fra Sony lyder det i en udtalelse, at beslutningen er taget på grund af »de fortsatte militære handlinger i Ukraine og den medfølgende usikkerhed og humanitære krise, der udspiller sig i området«.

»Vores tanker og bønner er hos alle dem, der er påvirket, og vi håber, at der bliver fundet en løsning på krisen hurtigt«, skriver Sony.

Rusland er blevet ramt af omfattende sanktioner siden invasionen af Ukraine. Invasionen blev indledt natten til torsdag i sidste uge. Også i sportsverdenen har der været bredt oprør mod Rusland. Blandt andet har flere fodboldlandshold – herunder Danmark – sagt, at de ikke vil stille op til kampe mod det russiske fodboldlandshold.

Sådan påvirker Ruslands angreb sportsverdenen

Store sociale medier som Facebook og Twitter har begrænset muligheden for spredning af information fra nyhedssider, der er tilknyttet Ruslands regering.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her